Behandling af angst

01

I terapi med angst

Angst er måske en af de mest udbredte udfordringer der bliver bragt op i terapien. Angst er så ubehageligt, at vi bruger mange kræfter på at undertrykke, ignorere eller skjule angsten. Det løser dog ingenting. I behandlingen af angst er første skridt at kortlægge hvilke specifikke faktorer, der udløser angsten, og hvad der opretholder den. Denne kortlægning kan i sig selv, i kraft af bevidstgørelsen, være helende. Afhængig af problemets omfang kan det i denne fase være hjælpsomt med konkrete værktøjer, ændring af adfærd mv. for at få så meget ro på at det er muligt at arbejde mere i dybden med problemet. Herfra kender vi så meget til hvad der ligger bag din angst, til at vi kan tilpasse behandlingen, så den passer til lige akkurat dit tilfælde. Det er ikke sjældent at angst kun er en del af problemet, og det kan være nødvendigt at kigge bredere for at få hånd om den.

02

Kan du slippe angsten?

Den gode nyhed er at selvom angst kan være utroligt invaliderende, er det i de fleste tilfælde muligt at få skovlen under den. Det kan både komme som et stort ryk, hvor angsten letter, eller mere som små bitte skridt mod større ro og heling. I denne proces er det dog vigtigt at være opmærksom på, at angst i sig selv er et biologisk og eksistentielt grundvilkår som menneske. Så selvom det ikke er meningen at vi skal være styret af angst, er det heller ikke meningen at vi helt skal miste forbindelsen med den. Dybest set har naturen installeret angsten i os, for at vi kan passe på os selv.

03

Typer af angst

Traditionelt skelnes der mellem flere forskellige typer af angst. Generaliseret angst, panik-angst, fobier mv. Det er nødvendig terapeutisk baggrundsviden, samtidig med at vi ikke skal glemme at det i kroppen og nervesystemet er de samme reaktioner, der er dybest set er tale om. Vi har kun et angstsystem installeret.

04

Selvhjælp til angst

Angsten opleves i det levede liv, ikke nødvendigvis når du er i terapien. Du kan læse 100-vis af gode råd online, men jeg vil her give dig to, som du har en chance for at kunne huske, næste gang angsten tager dig, og din hjerne lukker ned.

Råd nr 1: Bevæg dig!

Når angst bliver et problem, er det altid fordi det ikke i situationen opleves som muligt at handle. Hvis det var muligt at løbe væk, er angsten et hurtigt forbigående fænomen. Men i mange tilfælde føler vi os låst og fanget, hvilket bevirker at vi glider ind i en frys-respons, hvor vi er som lammet. Herfra kan det virke nærmest ubehageligt at skulle bevæge sin krop, men det er ikke desto mindre vejen ud! Op og stå, gå, ryst, sving med armene osv. Lige så stille kommer du ud af frys-responsen og dermed også angsten.

Råd nr 2: Tal med nogen!

Angsten lukker vores tænkende hjerne ned. Naturens logik er at der ikke er tid til at regne noget ud. Vi skal bruge vores instinktive del af hjernen, som reagerer langt hurtigere og kan mobilisere vores krop på ingen tid, til de vildeste ting, løbe og kæmpe. Når vi snakker (selvom du ikke har lyst), bringer vi lige så stille vores sprogcenter online, som er placeret samme sted som vores tænkehjerne. MEN, det er ikke nu du skal tale om angsten. Så fodrer du den. Tal i stedet om noget mere neutralt. Og hvad gør du hvis der ikke er nogen at tale med? Ja, du gættede det: tal med dig selv.

lifebelt, lifesaver, boat-160144.jpg
 
Scroll to Top